Erhvervsevnetabet udgør 25 pct. Er det midlertidigt eller endeligt?

For nogle år siden kom en klient til mig med en afgørelse fra arbejdsskadestyrelsen. Han havde godt 2,5 år efter en skade fået anerkendt denne som arbejdsskade, og fik vurderet det varige mén til 15 pct. grundet gener i lænderyggen efter et vrid i forbindelse med håndteringen af en borger.

Under et halvt år senere kom der en afgørelse om erhvervsevnetabet. Det blev vurderet til 25 pct.

Det blev vurderet, at min klient ikke kunne vende tilbage til samme arbejde eller andre rygbelastende jobs. Han havde været i jobafklaring gennem kommunen, og det var klart, at han havde brug for ikke-fysisk arbejde i indendørs klima med mulighed for variation i arbejdsstillinger. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede til gengæld, at han kunne arbejde fuld tid inden for det pædagogiske område, hvor der ikke var tale om specialpædagogisk arbejde eller arbejde med børn.

Vi ankede

Afgørelsen var midlertidig, men måden den var udformet med beskrivelse af, hvilken type jobs min klient ville kunne varetage, havde karakter af en endelig vurdering af erhvervsevnetabet.

Forinden afgørelsen blev modtaget havde egen læge vurderet, at det var tvivlsomt, om min klient ville kunne komme i arbejde igen. De kommunale jobafklaringsforløb viste en ikke-eksisterende erhvervsevne. Det var således vores vurdering, at afgørelsen var forkert.

Klienten var på sygedagpenge, da afgørelsen kom, hvorfor det for os var overraskende læsning, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne vurdere, at et job indenfor det pædagogiske felt med skånehensyn til ryggen på fuld tid var realistisk.

Der var ikke udsigt til en bedring eller forværring af min klients symptomer på afgørelsestidspunkt, hvorfor den midlertidige afgørelse kunne vise, hvordan den endelige afgørelse ville have været. Derfor ankede vi afgørelsen.

Sagen blev herefter sendt til Ankestyrelsen, da Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastholdte, at deres afgørelse var korrekt.

Ny afgørelse: Det midlertidige erhvervsevnetab er på baggrund af anken 65 pct.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sendte herefter en ny afgørelse om erhvervsevnetabet. Denne gang på 65 pct. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lagde samme oplysninger til grund, som da de vurderede erhvervsevnetabet til 25 pct., men denne gang vurderede de, at min klient ikke kunne arbejde inden for det pædagogiske område på fuld tid, men i stedet kunne få ufaglært arbejde på nedsat tid.

Der var ikke kommet nye oplysninger siden min anke, og ændringen var således alene en ændring af Arbejdsskademyndighedernes skøn af, i hvilket omfang min klient kunne arbejde.

Der nåede at gå næsten 1 år mellem de to afgørelser. I denne periode fik klienten udbetalt månedlige erstatninger på 25 pct. erhvervsevnetab, svarende til lige over 6.000 kr. før skat. Efter den nye afgørelsen, fik han over 17.000 kr. før skat hver måned.

Det endelige erhvervsevnetab vurderes til 70 pct.

2,5 år senere blev der truffet en endelig afgørelse. På tidspunktet var blevet tilkendt førtidspension, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede erhvervsevnetabet på baggrund af arbejdsskaden til 70 pct. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede, at klienten ikke ville kunne blive selvforsøgende ved indtægtsgivende arbejde grundet hans helbred.

Vurderingen af min klients erhvervsevnetab ændrede sig i løbet af sagen fra 25 pct. til en vurdering på 70 pct. I hele perioden var det de samme lægelige oplysninger der var baggrund for vurderingerne, og min klients gener efter arbejdsskaden var allerede varige ved første afgørelse om det midlertidige erhvervsevnetab.

Foruden anken havde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lagt til grund, at min klient på trods af arbejdsskaden, kunne arbejde på fuld tid i et ikke-rygbelastende arbejde. Fordi grundlaget for de meget forskellige vurderinger var de samme, er der intet der tyder på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ville have vurderet erhvervsevnetabet højere end de 25 pct., uden ankesagen. De havde formegentligt vurderet, at min klients førtidspension var tilkendt af andre årsager, når de kunne forholde sig til, at deres tidligere vurdering var på 25 pct. og at min klients tilstand var uændret på tidspunktet for den endelige vurdering.

I min optik er det en afgørelse, der kunne have sendt enhver på gaden, for min klient var – som sagens resultat også bevidner – ikke i stand til at arbejde som følge af arbejdsskaden.

Med den nye afgørelse om det endelige erhvervsevnetab på 70 pct. fik min klient en skattefri erstatning på intet mindre end 2.115.414 kr.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering ændrede sig fra 25 til 70 pct., fordi de som følge af en nøje gennemgang af de oplysninger der allerede eksisterede i sagen, blev gjort opmærksomme på notater som indeholdt oplysninger om, at både læge og kommune mente, at han ikke var i stand til at arbejde.

Havde min klient taget til takke med den første vurdering på 25 pct., f.eks. fordi man ovenpå en skade kan have svært ved at finde overskuddet til at orientere sig i samtlige lægelige og kommunale akter i en sag, havde han med stor sandsynlighed aldrig fået en erstatning i den størrelsesorden, som sagen endte med.